Massage
Massage er tryk og berøring på hud, bindevæv og muskler – herunder de små smertefulde triggerpunkter (myoser), der kan lave så meget skade, at de næsten kan være invaliderende.
Det bruges til at afslappe og frigøre spændt, overbelastet og hårdt væv, som f.eks. kan være forårsaget af ensformige og gentagne bevægelser, hårdt arbejde, tunge løft, dyrkelse af idræt, stress og traumer.
Man kan bruge forskellige teknikker som strygninger, stræk, tryk fra fingre, knoer, håndrod, håndkant, underarm/albue og behandlinger med forskellige bindevævsløsnende hjælpemidler. Styrken af trykket og teknikkerne tilpasses efter den enkelte klients behov og ønske.
Dette skaber rødme, varme og flow i muskel- og bindevæv, øger blod- og lymfetilførslen og dermed øges tilførsel af ilt og næring, så det anspændte og skadede væv kan restituere og hele. Samtidig løsnes og fjernes de ophobede affaldsstoffer i bindevævet i de berørte områder.
Når man har fået en massagebehandling, vil man ofte opleve et øget velvære, da behandlingen påvirker hormonsystemet til at frigive hormonstoffer, der igen påvirker det sensoriske og autonome nervesystem. Det virker beroligende og fjerner stresspåvirkninger i kroppen.
Massage vil også have en gavnlig indflydelse på kroppen, da organerne vil blive påvirket på en god måde og der sker en øget frigivelse af enzymer der bl.a. forbedrer peristaltikken (bevægelserne) i fordøjelsessystemet.